Lydvandringer på Sankt Gertruds Sti

Lydvandringer på Sankt Gertruds Sti

Lydvandringer på Sankt Gertruds Sti

# Nyheder

Lydvandringer på Sankt Gertruds Sti

I månens bane er navnet på en af de tre lydvandringer, der nu kan findes på Sankt Gertruds Sti i Fornæs Pastorat. Men hvordan går man på lydvandring, og hvad er en lydvandring egentlig?

Denne skribent vidste ikke helt hvad en lydvandring var, men satte sig for at finde ud af det. De tre lydvandringer er tilgængelige i appen Useeum. Første skridt var derfor at hente appen til telefonen og finde lydvandringerne på Sankt Gertruds Sti. Her præsenteres de tre lydvandringer: I månens bane, den hvide kyst og den evige sol.

I månens bane er en vandring fra Hemmed Kirke til Agathelund, fortalt af Thure Lindhardt, der handler om natur, historie og livets valg. Den hvide kyst er en vandring langs kysten ved Fornæs, fortalt af Sonja Richter, og her er temaet frygt, håb og lys i mørket. Den evige sol er ved Thorsø Høje, hvor gravhøjene væver fortid og nutid sammen, og denne er fortalt af Esben Smed.

”Gennem gravhøje, kystlinjer og banestier foldes fortællinger ud om menneskeliv, valg og forbundethed. Med lyden i ørerne og naturen omkring dig, går du i dialog med fortiden og lader nutiden tone frem i en indre og ydre vandring,” fortæller Mathias Sørensen, der har været instruktør og producer på lydvandringerne.

Til hver lydvandring kan du i appen Useeum læse mere om deres fortælling og varighed. Du får også informationer om, hvor lydvandringen starter, og hvor du kan parkere, hvis du kommer i bil.

Med toget ad banestien
Vandringen i månens bane starter fysisk ved Hemmed Kirke. Lyden kommer fra appen Useeum og ud gennem mine høretelefoner. Der er otte lydklip på denne vandring, og det første starter ved kirken. En stemme byder velkommen. En stemme jeg kender. Det er skuespilleren Thure Lindhardt, der fortæller. Hans stemme taler og ledsager under hele vandringen, fra kirken ad Gjerrildbanesti til kirkeskoven Agathelund. I det første lydklip får vandreren stillet spørgsmålet: ”Står du ved en korsvej i dit liv, hvad er det første,der falder dig ind, har du et valg du skal træffe”? Et spørgsmål, der følger os på vandringen og fletter sig ind i den natur vi sanser, og de historier, der bliver fortalt. Tre lag af historier: Historien om de tilsandede langhuse nær Hemmed Kirke, historien om den helgenkårede Sankt Gertrud, og så historien om Gjerrildbanestien.

Med den historiske fortælling om banestien, kommer et tog. Det stopper, og vi står på. Det føles levende med lyden af jernbanen i ørene. Mens vi kører, skal vi lægge mærke til naturen, for når vi er i bevægelse, står alle stammer ens. Stemmen spørger om vi kører med toget, eller kører toget med os? ”Er du på det rigtige tog, eller er det tid til at skifte spor?” Det er der tid til at tænke over undervejs.

Lydvandringen slutter i Agathelund, men som vores fortæller siger, så kan dette både være slutningen på en fortælling, eller lede henimod en ny begyndelse.

Lydvandring
Hvad er en lydvandring så? En lydvandring er en guidet gåtur med lyd i ørene, men den er meget mere end det. Lydvandring er et helle. En pause, hvor naturen, lydene, spørgsmålene og fortællingerne, kan give rum til refleksion og eftertanke: Er man på det rigtige tog,  eller er det tid til at skifte spor? De tre lydvandringer på Sankt Gertruds Sti er alle tilgængelige i appen Useeum. Du kan derfor tage på lydvandring lige når det passer dig, det eneste du skal huske er din smartphone og høretelefoner.

Alle ønskes en rigtig god vandring.

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed