Ny vikarpræst i Norddjurs Vestre Pastorat

Ny vikarpræst i Norddjurs Vestre Pastorat

Ny vikarpræst i Norddjurs Vestre Pastorat

# Nyheder

Ny vikarpræst i Norddjurs Vestre Pastorat

Vi byder hjertelig velkommen til Pia Chalmer Rasmussen, der 1. marts startede som vikarpræst i Norddjurs Vestre Pastorat med primærfunktion i Vivild og Vejlby. Du kan læse mere om Pia her, hvor hun indleder sin præsentation med ord fra barndommens poesibog: 

"At glæde og fornøje – hav altid det for øje."
Sådan lød ordene fra min dansklærer til mig i min poesibog i 2. klasse. (Og at jeg havde sådan én, fortæller i parentes bemærket nok også lidt om min alder). Dengang vidste jeg måske ikke helt, hvor meget de ord ville komme til at betyde for mig, men i dag ser jeg dem som en smuk spejling af mit grundsyn på livet – et syn, der er dybt forankret i den kristne tro.

For hvad er evangeliet andet end en invitation til glæde? En opfordring til at leve i lyset af Guds kærlighed og dele den med andre? Jeg tror på, at selv små handlinger kan gøre en stor forskel. Et smil, et venligt ord eller en hjælpende hånd kan lyse op i en andens dag og bringe håb, selv dér hvor mørket synes tungt.

Mit håb er, at jeg i den tid, jeg kommer til at virke som vikarpræst hos jer vil være med at sprede evangeliets lys og glæde i kirkerne og sognehusene i Norddjurs Vestre Pastorat samt i mødet med de mennesker, som jeg kommer til at møde på min vej, mens jeg træder nye, men ikke helt ukendte stier hos jer.

Mit navn er Pia Chalmer Rasmussen. Jeg er 50 år gammel og er gift med Jan, som er investeringsrådgiver i Jyske Bank. Sammen har vi tre drenge i alderen 13-22 år.

Jeg har 19 års gode præsteerfaringer med mig i bagagen fra min stillinger som præst primært i Silkeborg og Aarhus, som jeg ser frem til at bringe i spil hos jer. Samtidig med, at jeg ser frem til at tage ved lære af jeres måder at samarbejde og være kirke på og blive en del af det fællesskab, der er omkring det.

Oprindeligt kommer jeg fra en gård lidt uden for Randers, har gået i skole på Assentoftskolen og senere på gymnasiet i Paderup, og min mand og jeg har haft sommerhus i Fjellerup, hvor vi har nydt godt af de store isvafler fra Vaffelbageriet og nærheden til Djurssommerland, som har været et yndet udflugtsmål for hele vores familie.

Kristendommen og dens historier har ikke fyldt meget i min barndom og opvækst, og så alligevel har jeg mødt den på forskellig vis på min vej. Jeg har mødt den i mine forældres måde at være på over for andre, i deres gæstfrihed og åbenhed over for alle og alle samfundslag. Jeg har mødt den i skolen, til konfirmationsforberedelse, gennem familie og venner og ved livets store overgange, hvor vi som familie på naturligvis har søgt kirken i glæde og sorg.

Senere i livet har det været litteraturen men også interessen for livets eksistentielle og filosofiske spørgsmål samt rejser til udlandet og møder med andre mennesker, kulturer og trosretninger, som har været det, der gjorde mig nysgerrig efter at blive klogere på min egen tro, kristne baggrund og tilholdssted. Ja, det var interessen herfor, der i sin tid fik mig til at vælge teologistudiet, og som har ført til, at jeg i dag er præst.

Jeg ved ikke, om det var dén fremtid, min dansklærer så for mig, da hun i sin tid skrev i min poesibog. Men i hvert fald har ordene haft en stor betydning for mig, og med denne præsentation er de hermed rakt videre.

 

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed