Velkommen til ny præst i Norddjurs Vestre Pastorat

Velkommen til ny præst i Norddjurs Vestre Pastorat

Velkommen til ny præst i Norddjurs Vestre Pastorat

# Nyheder

Velkommen til ny præst i Norddjurs Vestre Pastorat

Søndag 5. oktober var der festlig gudstjeneste i Ørsted Kirke, da Katrine Hebsgaard Knudsen blev indsat som sognepræst i Norddjurs Vestre Pastorat.

Drømmen om at blive præst har med årene fundet sin vej, men det lå ikke i kortene, at det var her Katrine Hebsgaard Knudsen skulle lande, da hun i 2015 begyndte at læse molekylærbiologi på Aarhus Universitet efter at have afsluttet en naturvidenskabelig studentereksamen fra Horsens Gymnasium. På molekylærbiologi erfarede hun, at det ikke var det naturvidenskabelige studie hun skulle forsætte med. Efter en studiepause på nogle år, søgte hun igen universitetet og her fandt hun hjem i teologien. ”Det virkede som et naturligt skridt at gå den naturvidenskabelige vej på universitetet, men efter nogle måneder blev jeg klar over, at det ikke var det rigtige for mig. Jeg stoppede på molekylærbiologi og tog et par års pause, hvor jeg arbejdede. Det var dog slet ikke i mine tanker, at jeg skulle læse teologi, da jeg droppede ud af molekylærbiologi,” fortæller Katrine Hebsgaard Knudsen og forsætter:

”Tiden kom til, at jeg skulle finde ud af, hvad jeg skulle gøre, så jeg tog til åbent hus på Aarhus Universitet. Den dag gik jeg ind og hørte om teologi, og i det rum følte jeg mig virkelig hjemme. Jeg søgte teologistudiet og kom ind. Folk omkring mig blev overrasket, da jeg fortalte, at jeg skulle læse teologi. Jeg kunne ikke forklare det. Det var et frø, der blev sået. Et anker, der trak i mig. Det har jeg ikke fortrudt et sekund siden, men derimod taget den lige vej fra bachelor, kandidat til pastoralseminariet, og 30. januar 2025 blev jeg ordineret i Aarhus Domkirke. Det har været en lang vej herhen til præstelivet, og det har ikke været noget jeg i starten af studiet tænkte, at jeg skulle, men nu kan jeg ikke forestille mig at lave andet.”

Huller i væggen
Præstegerningen er startet i et barselsvikariat i det pastorat, hvor Katrine var i praktik på pastoralseminariet. Her har hun været præst siden februar, og indtil hun startede i Norddjurs Vestre Pastorat 1. oktober. ”Jeg har virkelig fået en god start på præstelivet. I mit vikariat har jeg lært så meget og den erfaring bygger jeg ovenpå. Det er dog særligt når man er i et vikariat, for man ved, at det har en udløbsdato, ligesom ens studie har. Jeg har derfor virkelig glædet mig til at finde et sted, hvor jeg kan slå mine rødder, og det har jeg fundet her i Ørsted,” fortæller Katrine og forsætter:

”Det var meget rørende, da jeg flyttede ind i præsteboligen sidst i september. Den dag jeg flyttede ind, der stod min far og søster og borede huller i væggen, så mit fjernsyn kunne hænge, og jeg stod og tænkte: Nu gælder det. Nu borer vi huller i væggen, fordi det er her jeg skal bo. Jeg har ikke travlt med at skulle fylde præsteboligen ud med det samme, for her er masser af tid til at få det til at vokse. Det er her jeg skal slå rødder. Det fylder mig med en kæmpe glæde og taknemlighed.”

”Når jeg slår rødder, så er det vigtigt for mig, at jeg har noget med de mennesker at gøre som jeg bor omkring. Jeg trives godt med mennesker omkring mig. Derfor er jeg også glad for at blive en del af et storpastorat, hvor jeg har en masse kollegaer som jeg kan sparre med. Jeg glæder mig til at møde folk, høre historierne her fra egnen, og lære livet her at kende. Jeg har en stor taknemlighed over, at det er i det her landskab, at jeg skal træde ud i præstegerningen og bidrage med en teologi, der kan møde mennesker, hvor de er, og skabe mening i en moderne kontekst.”

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed